Dresdens  undergang  1945

erindret 
af
Klaus-Eckard Riess

Seks år gammel oplevede jeg Dresdens ødelæggelse ved engelske og amerikanske bomber. Skønt kun oplevet i periferien,  har rædselsnatten den 13.februar 1945 efterladt sig dybe spor i min erindring.
Igennem hele min barndom husker jeg den indre by  som en endeløs ørken af ruiner,  hvor der for os ikke var noget at komme efter, men som vi var nødt til at færdes igennem med sporvogn, på cykel eller til fods.
Indtil  jeg  fra  tyveårsalderen  af  med  stadig  stigende  interesse  tilegnede  mig  et  vist  kendskab  til  de  politiske  og  militærhistoriske  sammenhænge i  forbindelse  med  2.verdenskrig,  anede jeg faktisk ikke ret meget om,  at  Dresdens ødelæggelse var det sidste forfærdelige svar på bombarderingen af Rotterdam, London, Coventry og andre byer.

Dresden i ruiner
set med maleren Karl Kröners pensel
Det var dump og vedvarende motorlarm, der om aftenen på denne skæbnesvangre fastelavnstirsdag havde kaldt min far ud af huset. Han så himlen over byen oplyst af de såkaldte juletræer og styrtede tilbage, kun for at finde min mor chokeret ved radiomeddelelsen om at en strøm af bombemaskiner var på vej mod Dresden. Alarmeringen måtte have svigtet, sirenernes hylen blev akkompagneret af de første detonationer. 
Vi børn blev revet ud af sengen og først klædt på i kælderen, mens huset rystede, ruderne klirrede og lyset slukkedes under bombetæppernes rytmisk rumlende salver. De stakkels mennesker, de stakkels mennesker, hørte jeg min mor gentage med skælvende stemme.   Efter en halv eller  en hel  time,  der syntes at have varet evigheder,  vovede vi os op. Knuget ved indtrykket af den purpurrøde himmel over den brændende by, stod vi med naboerne ved havelågen, mens eksplosioner hørtes i det fjerne og brandbiler tudende kørte mod ildhavet - og mod den sikre død. Igen i seng, husker jeg at have ligget vågen og lyttet til eksplosionerne i det fjerne. "Tidsindstillede bomber" fik jeg forklaret.
Min mors uhyggelige  forudanelser slog til.  Klokken et om natten jagede et nyt og  endnu voldsommere angreb os på ny under jorden. Om morgenen måtte vi evakueres på grund af en formodet tidsindstillet bombe, der var gået ned i nærheden, og ved middagstid haglede det igen med bomber.
Denne gang gik det også udover forstæderne, hvor strømme af sodsværtede, forskræmte mennesker hastede ud mod landet for at søge tilflugt hos slægtninge og venner.  I dagevis drev fede, sorte røgskyer hen over os,  og det regnede med sod og svedne papirstumper. Nu fik vi også de første rædselsberetninger for øre, om min tante Lotte, der havde mistet begge ben, om folk der  var  undsluppet  helvedesilden,  men havde mistet alt,  om de mange  bekendte der blev savnet,  og om dynger af  små  forkullede  lig.  Min lillebrors gudmor blev af soldater gravet frem under sin sammenstyrtede boligblok og smidt på en  bunke  med lig.  Her kom hun langsomt til sig selv.  Efter  at have været uden  talens  brug i  flere måneder på grund af røgforgiftningen og chokket, begyndte hun igen at leve et  normalt liv. Og vores gamle tante Käthe fik  kun  reddet  det  tøj hun bar på kroppen  ud af sit  brændende hus i den  indre by  -  foruden sit gode humør og sit ukuelige livsmod. Under den  følgende tids  bombenætter  underholdt  hun  børnene i  kælderen  med så  spændende historier,  at de ikke ville ud af beskyttelsesrummet når alarmen blev blæst af.  Det var før krisepsykologerne blev opfundet.
Vores  forældre  forsøgte at skærme os af  fra denne gru,  men jeg  husker bjergene af mursten,  tomme, sværtede vinduer, forvredne jerndragere, de ensomme skorstene, flækkede betonvægge, udbrændte boliger og et uendeligt landskab af ruiner.
 
 

_______

                                            ruinlandskab                                                           et varehus

Dette var resterne af den by, som hele verden engang valfartede til for at glæde sig ved synet af de mange kønne bygninger, for at gå i den berømte opera, se Rafaels Sixtinske Madonna og andre mesterværker i Gemäldegalerie, beundre Dinglingers guldsmedekunst i Grünes Gewölbe, høre Silbermannorglet i George Bährs stenkuppelkronede Frauenkirche, promenere på Brühlsche Terrasse eller gøre indkøb på Prager Strasse.


sporvognsstoppested

Det formodes at  Churchill på  Jalta konferencen i februar 1945  lovede Stalin en handling,  der ville forstyrre det tyske tilbagetog og demoralisere befolkningen. Mange havde vel håbet, at Elbens Firenze, som Dresden blev kaldt, ville blive forskånet.  Byen var overbefolket af flygtninge,  der var næsten intet luftforsvar og ingen betonbunkers,  ej heller havde Nazi-propagandaen oplyst befolkningen om de grusomme erfaringer fra mod andre byer rettede slag. Derfor blev dette angrebs følger så forfærdelige, skønt luftmarskal Harris langtfra havde alt disponibelt material på vingerne.

Masterbomberen Maurice Smith ledede  angrebet fra sin Mosquito efter at byen var blevet afstukket med radarmærker og oplyst af "juletræer". I 8000 meters højde kredsede radioflyene, som kunne formidle kontakten mellem alle maskiner og endog med hovedkvarteret i England.
Målmarkererne  kastede i  styrtdyk røde og  grønne  lysbomber på  Friedrichstädter Sportstadion,  der var  målsigte  og udgangspunkt for det tætte, vifteformede bombetæppe, der blev udlagt af 244 Lancaster-fly fra 4000 meters højde. Endnu har jeg selv den dybe  brummen fra  de mange flymotorer i øret og  den voldsomme,  rytmiske rumlen fra de nedkastede bombetæpper. 
Hverken banegårdene, Elbebroerne eller fabrikker lå indenfor denne præcis afgrænsede dødszone. Hvem der ikke nåede at slippe bort,  inden bykærnen var forvandlet til én eneste ovn,  blev brændt  i levede live,  omkom i gadernes kogende asfalt, knustes under sammenstyrtende huse, kvaltes af kulilte i kældrene eller blev af ildstormen hvirvlet ind i flammehavet.
Tre timer sener ramte endnu en angrebsbølge den allerede dødsmærkede by. 529 Lancastere tømte deres morderiske last af fortrinsvis tunge sprængbomber udover de kvarterer, som i første omgang var gået fri.  Hovedbanegården, hvor overfyldte flygtningetog havde stået, forvandledes til en massegrav for mange, selvom den ikke blev mere medtaget, end at general Hampes specialenheder fik togene til at køre igen tre dage efter. Fosforbomber og luftminer gennempløjede parkanlægget Grosser Garten og beredte tusinder af mennesker, der lige var undsluppet flammedøden, et nyt inferno.


dødens ansigt

De  overlevendes  pinsler var ikke forbi.  Ved middagstid den følgende dag  hamrede  400  Flyvende Fæstninger løs på forstæderne og Dresden-Neustadt og spredte død og rædsel blandt de flygtende skarer.

Endnu mens vi sad rådvilde  i skjul i skolens beskyttelsesrum, cyklede  min far, som to år forinden havde mistet et ben og derfor ikke kunne være ved fronten, til sit kontor på Zeiss Ikon fabrikken. Her stod alt i flammer, mens den bygning, hvor hans kontor havde ligget, var blevet  jævnet totalt med jorden.

Da  ildstormen var stilnet af,  lå byens  udglødede stenørken oversået med døde.  Dag efter dag kørte kærrerne ud til massegraven på Heidefriedhof, men da det ikke gik hurtig nok og faren for epidemier var overhængende, blev 7000 lig staplet på Altmarkt, overhældt med Benzin og brændt. Tusinder af ofre blev aldrig fundet, og mange først, da kældrene åbnedes længe efter.


7000 døde brændes på Altmarkt

Det nøjagtige antal dræbte var umuligt at gøre op. Propagandaen talte om 250.000, andre påstod at ofrenes antal var på mindst 100.000, mens man i dag mener at det korrekte tal ligger omkring 35.000 døde.

Dresden og dennes indbyggeres livsmod var ikke knust totalt.  Efter naziregimets  sammenbrud begyndte oprydningen og genopbygningen, først langsomt og så med stadig større fart. Selvom hele oprydningen og en stor del af genopbygningen skete i DDR-tiden, så siger jeg altid, at Dresden blev ødelagt tre gange:

  • Første gang af de engelske og amerikanske bomber,
  • anden gang af kommunisternes bevidste sprængning af udbrændte palæer, barokke gader og især kirker,
  • og tredje gang af DDR-statens økonomiske fallit med det dermed følgende enorme forfald af byen.

Frauenkirche er knust og Martin Luther ligger på jorden

I dag, 55 år efter ødelæggelsen og mere end ti år efter murens fald, er Dresden igen blevet til en meget atraktiv by, ikke mindst på grund af den meget smukke omegn. 
Fornyelsen, moderniseringen og kulturlivet blomstrer som aldrig før.
Frauenkirche er ved at blive genrejst sten for sten som et symbol for byens genopstandelse,  for genforeningen og for friheden. 
Kirken skal genindvies i gammel skikkelse ved Dresdens 800 års byjubilæum i året 2006.


Frauenkirche i Dresden som Nikolaj Eigtved så den omkring 1730

 

Startside